Kontrast Interiør er en dansk interiørbutik med fokus på unikke brands og produkter i høj kvalitet. Alt i butikken er udvalgt ud fra én grundidé: kontrast. Mellem det legende og det funktionelle. Det stramme og det interessante. Det tidløse og det samtidige. Sortimentet består af nøje udvalgte produkter i høj kvalitet. Ting med kant, humor og et tydeligt formsprog. Ting, man ikke bare køber, men falder for.
Ambitionen var at skabe en interiørbutik, der turde holde fast i sit eget udtryk i et marked præget af tempo, gentagelser og støj. En butik, hvor designet ikke er pynt, men fundament.
Opgaven
At udvikle et visuelt og kommunikativt fundament, der kunne samle butik, brand og ambition i ét klart udtryk og samtidig trænge igennem på et stærkt konkurrencepræget marked.
Løsningen
Vi har udviklet hele Kontrasts visuelle og kommunikative univers. Fra navn og visuel identitet til webshop med integration af ordre- og lagerstyring, fragt og betaling. Derudover kommunikation, kampagner, nyhedsbreve, branding, merchandise, facadeudsmykning og SoMe. Kort sagt: et sammenhængende fundament på tværs af alle flader.
Resultatet
Kontrast fremstår i dag som et helstøbt brand med en tydelig identitet og en klar retning. En interiørbutik, der er mere end et sted med ting, men et univers, der inspirerer, inviterer og gør det nemt at vælge med maven. Både i den fysiske butik og online.
